Sukkermajs

 

Sukkermajs Zea mays

Beskrivelse: Denne smukke 1-1,5 m høje plante stammer fra Mellemamerika, men kom til Europa i 1500-tallet – hjembragt af spaniolerne. Den har det egentlig lidt for koldt i Danmark, så det er vigtigt, at placere den et solrigt sted!

De gyldne kolber dannes hen over sommeren. Den er tvekønnet, men ikke selvbestøvende. Han-blomsterne sidder i toppen og hun-blomsterne i bladhjørnerne (her dannes kolberne).

Dyrkningsvejledning: Majs udplantes først, når faren for nattefrost er ovre. Den er kraftigtvoksende og skal derfor dyrkes på en godt gødet jord. Plant altid majs på en solrig plads og i næringsrig jord, og gød og vand jævnligt. Majs bør endvidere dyrkes i små grupper – gerne 4*4, for at fremme bestøvningen. Sættes med 25-30 cm afstand.

Anvendelse: Majs plukket lige fra planten er en kæmpe luksus med en helt fantastisk sød smag i forhold til dem fra supermarkedet. Den er dejlig både rå, kogt eller grillet, og der hvor den kommer fra er den uundværlig i majspandekager.

God fornøjelse med din nye plante fra Gartneriet Rousing.