Knoldselleri

 

Knoldselleri Apium graveolens var. Rapaceum

Beskrivelse: Knoldsellerien bliver ca. 30 cm høj og bred. Dens lyse knold bliver 10-15 cm i diameter, og er en af vore nordiske grøntsager, selv om den stammer fra middelhavsområdet. Vi har nemlig dyrket den her siden 1400-tallet.

Dyrkningsvejledning: Dyrkning af selleri kræver dybmuldet jord, som holder godt på vandet. Specielle krav for knoldselleri er et højt indhold af mikropnæringsstofferne samt natrium, magnesium, mangan og bor. Derfor er det specielt vigtigt at selleri-bedet tilføres en god mængde kompost, evt. suppleret med opløste næringsstoffer. Jorden skal desuden have en relativ høj pH-værdi på omkring 7, så i de fleste haver skal jordstykket have et tilskud af kalk.

Når der ikke længere er risiko for nattefrost kan knoldselleri sættes på friland, helst ikke før midten af maj.

Knoldselleri skal plantes på et godt solrigt sted. Det er meget vigtigt, at man ikke sætter planterne dybere, end de stod i potterne. Hvis de står det mindste smule dybere end i potterne dannes der måske slet ingen knold. For at sikre sig mod at de sættes for dybt, gør man det omvendte og sætter dem et lille stykke højere end de stod i potten. Knoldselleri skal have god plads og plantes derfor med 40 × 40 cm afstand.

Anvendelse: Uundværlig specielt i supper og andre gamle danske retter, men også i det moderne køkken i selleribøf og ovnstegte rodfrugter.

God fornøjelse med din nye plante fra Gartneriet Rousing.